Muhammed

- ”Muhammed!” råbte en af pædagogerne. ”hvis du vil vinde en månedstitel må du tænke på hvordan du opfører dig, og dæmpe dig lidt”.

Muhammed vendte sig trodsigt rundt og svarede at det ikke var ham der startede. Men det var pædagogen ligeglad med. Han bad dem om at være stille imens der var samling. Muhammed blev nu stille og i nogen tid var der ikke noget at pege fingre ad. Men pludselig råbte Muhammed:

Fritidshjemmet kørte et månedsprojekt, hvor man, hvis man havde fortjent det, kunne få tildelt en månedstitel, alt efter opførelse. Der var sat en trone frem på et plateau, som børnene ikke måtte røre eller lege på, da den var en del af sejren. Børnene på fritidshjemmet var opsatte på at få en sådan titel og sidde på tronen og gik derfor meget op i hvordan de selv og andre opførte sig.

- ”La’ så vær’ Søren!”

Pædagogen blev en smule forskrækket men fik hurtigt situationen under kontrol igen, ved at bede Muhammed om at gå udenfor stuen og tænke over hans opførelse. Muhammed rejste sig og gik surmulende ud til garderoben, hvor han satte sig med armene over kors. Han stirrede ned på gulvet imens han forsøgte at finde ud af hvorfor det hele skulle gå ud over ham, når det ikke var ham der havde startet. Det var ligesom om hele verdenen var efter ham. Derhjemme havde far også råbt ad Muhammed, fordi ham og hans søskende havde larmet om morgenen. Der gik fem minutter før pædagogen kiggede ud af døren til Muhammed. Han sagde at hvis Muhammed var blevet god, så måtte han gerne komme ind på stuen igen. Muhammed, der stadig var lidt sur over at have fået skylden for at larme, sagde undskyld for hans opførelse og gik med faste skridt forbi pædagogen og ind på stuen igen.  

Resten af dagen forløb uden nogen konflikter mellem Muhammed og de andre og han havde det egentlig fint indtil om eftermiddagen, hvor en pædagog kom ind på stuen. Han kiggede hen på Muhammed og sagde:

- ”Muhammed? Din søster er her.”

Muhammed var ikke helt vild med idéen om at skulle hjem allerede, fordi han jo lige havde startet en rigtig god leg, men fulgte alligevel med pædagogen ud i garderoben. Og ganske rigtigt, der stod hans storesøster. Hun så ikke ligefrem glad ud, men Muhammed tænkte ikke så meget over det, og valgte i stedet at gå direkte hen og tage sin jakke på. Han sagde farvel til de andre børn samt pædagogerne og gik dernæst, med søsteren i hånden, udenfor. På vejen hjem, var Muhammed stadig fanget i legen fra fritidshjemmet, men han blev konstant afbrudt af søsteren, der vredt, vrissede ad ham, uanset hvad han gjorde. Dette gjorde Muhammed ked af det, men han ville ikke vise denne følelse overfor hans søster, når hun var i dét humør. I stedet skjulte han den ved at drille storesøsteren og hele tiden gøre det modsatte af hvad hun bad ham om.

Muhammed fandt ud af hvorfor storesøsteren var så sur over at skulle hente ham, senere på aftenen, da han hørte hende snakke med nogen i telefonen, kunne han forstå at det var noget med en shoppe tur, der blev aflyst, fordi bedstemoderen i hjemmet var blevet syg så moderen måtte blive hjemme og søsteren måtte derfor hente Muhammed.

Næste dag, var det hans mor der skulle komme og hente ham. Han var igen i gang med en sjov leg, der involverede nogle biler og en stor dinosaur, og så slet ikke moderen der kom ind på stuen, før at hun stod over ham. Han kiggede overrasket op og så at det var hans mor, men han kunne ikke finde ud af om hun var glad eller sur. Hun sagde i en bestemt tone:

- ”Muhammed. Pak dine ting sammen og skynd dig lidt vi skal hjem til bedste! Vi har ikke tid til at stå og glo.”

Sammen gik de ud i garderoben, hvor den samme gamle farvel-rutine blev gennemført. Dernæst gik de hjemad, men det var som om moderen havde glemt at hun havde Muhammed med, for hun gik meget stærkt. Faktisk så gik det, på et tidspunkt, så hurtigt at Muhammed blev nødt til at småløbe for at kunne følge hendes tempo.

Om lørdagen vågede Muhammed ved at der kom nogle underlige lyde ude fra gangen. Han rejste sig og gik ud for at se hvad det mon kunne være. Ude i gangen stod hans storebror i færd med at tage tøj på. Da han fik øje på Muhammed stoppede han og Muhammed spurgte:

- ”Hvad skal du?”

Storebroderen sukkede og forklarede så at han skulle mødes med nogle af hans venner. Muhammed tav men spurgte så kort efter, om han ikke måtte komme med. Broderen så lidt betænksom ud, men valgte alligevel at give Muhammed lov til at komme med.

De gik nu ud på gaden og ned imod bussen. Den førte dem ind til busstationen hvor de blev mødt af en gruppe drenge, der alle så ud til at være på storebroderens alder. De kiggede undrende på Muhammed, og spurgte så hans bror, som svarede at han ikke havde mulighed for at sige nej til Muhammed af frygt for hvad han ville sige til deres forældre. Den højeste i gruppen kiggede på Muhammeds bror og svarede:

- ”Nu hvor han har set os, kan han jo ligeså godt blive en del af banden”

Broderen var ikke helt vild med idéen, men måtte alligevel gå med til at give Muhammed en chance. En af drengene tog fat i Muhammeds skulder og pegede imod en kiosk. Han forklarede at Muhammed skulle gå derhen og stjæle noget, og så ville han få lov til at være med i gruppen. Muhammed nikkede og gik alene , hen imod butikken. Da han kom indenfor, gik han direkte ned bagerst i butikken. Han tog en lille pose med slik ned fra en af hylderne og stoppede den i lommen. En pose blev hurtigt til flere. Han stoppede op og så sig over skulderen, det var som om noget holdte øje med ham. Han vendte sig hurtigt rundt og for enden af gangen, stod en ældre herre, med hævede øjenbryn, og kiggede Muhammed i øjnene. Muhammed fik en klump i halsen. Hvad havde han gang i, han kom i tanke om projektet i Fritteren? Det gik op for ham at det var forkert. Sådan ville han ikke være, så han gik op til disken og kiggede på ekspedienten og tømte lommerne. Ekspedienten kiggede undrende på Muhammed, og da Muhammed var færdig med at fiske tingene op af lommerne, undskyldte han. Ekspedienten spurgte:

- ”Hvorfor undskylder du?”

Muhammed svarede:

- ”Jeg skulle stjæle det så jeg kunne komme med i min storebrors bande.”

Ekspedienten kiggede overrasket på Muhammed, der ikke længere kunne holde tårerne tilbage, og svarede:

- ”Jeg er glad for at du besluttede dig for ikke at gøre det, at stjæle er en grim ting at gøre”

Efter at have trøstet Muhammed, fulgte ekspedienten ham ud af butikken. Udenfor stod de andre drenge og ventede spændt på Muhammed. Da de så at han havde grædt, begyndte nogle af dem at grine, og hans storebror tog fat i armen på ham og slæbte ham hen til bussen hvorefter de tog hjem.

Resten af weekenden, snakkede storebroderen ikke med Muhammed.

Om mandagen er Muhammed stadig ked af det med storebroderen og hans venner. Pædagogen ser Muhammed er lidt trist, trækker ham til side og spørger hvad der er galt. Muhammed svarer:

- ”Jeg var lige ved at gøre noget dumt i weekenden. Og nu er min bror sur på mig”

Til det svarer pædagogen:

- ”Vi gør alle sammen nogle dumme ting en gang i mellem. Det skal du ikke lade dig slå ud af. Din bror bliver helt sikket god igen, og du har lært noget om dig selv.”

Lidt senere samme dag, går Muhammed og nogle af hans venner ned på en nærliggende legeplads. Da de kommer derned finder de hurtigt ud af at der er et slagsmål i gang, oppe på den store rampe. Da de kommer nærmere kan Muhammed genkende den største af drengene. Det er én af dem som var i Muhammeds storebrors bande. Muhammed kigger rundt, han får øje på en voksen og ser en mulighed for at gribe ind. Han sender et kort blik imod hans venner, hvorefter han råber til drengene:

- ”Hey! Lad de små være i fred, i skiderikker!”

Han løber alt hvad han overhovedet kan hen og får fat i den voksne. Han spørger Muhammed hvad der er galt, og Muhammed peger op imod ramperne.

Den voksne kan nu også godt se at der er noget galt deroppe og skynder sig derfor indenfor, for at hente en anden voksen. Sammen går de alle tre op til rampen for at konfrontere drengene. De får hurtigt fundet ud af hvem der er ’lederen’ og får stoppet slagsmålet. De får alle at vide at de ikke længere må vise sig på stedet. Da støvet har lagt sig og alt er faldet til ro igen, kommer den ene voksen hen til Muhammed. Han giver ham et venligt klap på skulderen og siger:

- ”Godt gået Muhammed. Det er rart at vi har sådan nogle modige drenge som dig, til at hjælpe os!”

Et smil bredte sig på Muhammeds læber imens han blev hyldet hele vejen ned til skurvognen.

Nogen dage efter episoden på legepladsen, gik rygterne stærkt om den modige Muhammed. Da han kom i fritidshjemmet igen havde pædagogerne også hørt om det slagsmål han havde stoppet. Pædagogen kommer over til Muhammed og siger:

- “Muhammed, jeg har hørt hvordan du taklede de store bøller på legepladsen den anden dag, hvor var det sejt gjort”

Muhammed strålede af stolthed igen og sagde:

- “Mange tak.”

Da kåringen af månedstitlen skulle gives, som den ”bedste kammerat”, besluttede pædagogerne at Muhammed skulle han havde den. Han fik nu love til at sidde på tronen og nyde hans sejer som en sand vinder. Han havde virkelig udviklet sig og var blevet en anden dreng der pludselig hjalp andre og ikke bare hoppede med på vognen om at drille de andre. Han turde nu og sige bøllerne imod og han var sig selv, han var ikke bange af sig og vidste nu at han altid kunne komme til en voksen og få opbakning.

Ideer til Halloween ugen

Kære Kollegaer

I anledningen af den her årlige halloween uge. Synes jeg det kunne være en god ide at få børnene til at give deres græskar et navn samt en ”livshistorie” for at kunne styrke deres kreative kompetencer og fantasi. Alle børnene skal klædes ud i kostumer som de selv er med til at lave som også giver træning af kreative evner. Kælderen skal laves til et spøgelsestog! Hvor børnene kan være ”skuespillere” som hekse og zombier. Forældre skal inviteres til fremvisning i børnehaven, så børnene med stolthed kan vise frem hvad de har lavet i ugens løb og forældrene får indblik i børnenes dagligdag

Uge41 Brevet

Kære forældre til børn i Kræmmerhuset

Vi har i uge 41 holdt Halloween i børnehaven. Hvor børnene har skåret græskar hoveder og Sammen med børnene har vi givet hvert græskar et navn og en lille livshistorie. Og pyntet hele børnehaven op til gys! Specielt Kælderen er det mest uhyggeligste sted mener børnene og i er velkommen til at komme og se det hele i løbet af efterårs ferien. De store har lavet halloween kostumer til de mindste i børnehaven. Pædagoger og børn har i fællesskab lavet et skuespil med hekse og trolde som vil blive fremvist fredag i efterårs ferien. Så hvis fantasien er løbet lidt løbsk hos jeres børn den sidste uges tid er det fordi vi har fortalt historier om alle mulige væsner og uhyggelige scenarier. Det har været en yderst spændende og underholdene uge for alle parter i børnehaven.

Emil - Diagnosebarn i folkeskolen

Normalt var der ikke noget i vejen med skolen. Der havde altid været nogle enkelte minusser ved det at gå i en normal skole med diagnoser, der per automatik burde havde udløst en plads på en specialskole. Undervejs i hans skolegang, havde Emil flyttet skole 2 gange. Den første gang var der ikke så meget i vejen, idet man hurtigt fandt frem til en fagligt dygtig, støttepædagog. Det geniale ved lige netop denne pædagog, var det faktum at hun ikke alene var til stede i skoletiden, men også om eftermiddagen, i kraft af at hun var ansat på det lokale fritidshjem. Det hele var faktisk så godt som det overhovedet kunne bliver, på baggrund af de vilkår som Emil nu engang var underlagt.

Problemet opstod faktisk først i det øjeblik at det blev klart for Emil at han nu skulle flytte igen. Som sådan var der ikke noget galt med at flytte. Der var selvfølgelig tabet af venner, bekendte og så videre. Nej problemet i den specifikke flytning var skolen, hvorpå Emil skulle begynde kort tid efter. Skoleskiftet fandt nemlig sted i slutningen af folkeskolen, dvs. 6. - 7. klasse. Dette betød at de andre elever i klassen, havde dannet tætte relationer hinanden imellem. Relationer der kunne være svære at bryde eller omforme. Det gjorde det bestemt ikke nemmere at Emil havde sit at slås med. Det tog ham noget tid at falde til på den nye skole, i den nye klasse, men det var ikke det der var hans største problem. Ligesom på den tidligere skole havde man valgt at tildele Emil, en støttepædagog. Men personen skulle vise sig at være det helt forkerte valg. Som støttepædagog er det vigtigt at man varetager barnets interesse på baggrund af samtale med dette samt forældrene. Dette blev dog ikke til nogen realitet, idet Emils far, efter nogle år uden den store kontakt til Emil, havde valgt at han gerne ville genskabe kontakten. Herfra gik det ellers ned ad bakke. Det viste sig nemlig at de diagnoser som Emil havde, var arvelige og eftersom moderen ikke havde nogle symptomer på det, så måtte det jo stamme fra faderen. Og dette var ikke ligefrem noget der faldt i god jord, hos faderen. Men på trods af dette faktum kunne det der nu skulle ske, sagtens have været undgået. I en situation som den der nu er blevet beskrevet, er det vigtigt at en pædagog skal kunne holde hovedet koldt, og ikke tage nogens parti, men forblive en neutral brik i puslespillet, hvilket ikke var tilfældet med denne pædagog. For det første brød han tavshedspligten ved at forklare faderen, hvad moderen havde sagt og omvendt. Desuden tog han langsomt, men sikkert, et standpunkt på faderens side, og blev en modstander, for så vidt moderen som Emil. Hver eneste gang faderen benægtede noget, fordi han ikke ville indse at han selv havde nogle ’fejl’, så blev det videregivet til moderen med henblik på at skade denne (og barnet), hvor det i stedet skulle have været konfidentielt og være forblevet mellem faderen og pædagogen.

                            

 I dagligdagen blev Emil ofte irriteret af elever fra de andre klassetrin (oftest de yngre) og dette endte som regel altid i et fysisk sammenstød i form af et slagsmål.  Eleverne vidste godt at Emil ikke kunne håndtere situationen på en ordenligt måde på grund af hans diagnoser, men dette forhindrede ikke eleverne i at fortsætte deres drilleri. Normalt ville en støttepædagog gribe ind og hjælpe Emil, men igen i dette tilfælde, som følge af de udtalelser der forinden (og løbende) kom fra Emils far, så valgte pædagogen i stedet at agere til fordel for de elever der havde startet slagsmålet. På grund af dette mistede Emil tilliden til en af de personer han var allermest afhængig af. Dette svigt førte til at Emil ikke længere var i tvivl om hvad der skulle ske fremover.

Vikariat i en vuggestue

De andre pædagoger sagde at han var en stille dreng og han legede helst for sig selv. Jeg observerede ham i et par dage og lagde mærke til at han ofte midt i sin leg vendte sig mod en voksen og det så ud som om han ville sige noget, men tav, og vendte tilbage til sin leg alene. En dag satte jeg mig tæt ved siden af ham, uden at sige noget, sad bare og kiggede på det han havde i hånden. Jeg kunne se han reagerede på min tilstedeværelse, men han sagde ingen ting. Dagen efter satte jeg mig igen ned til ham igen, men igen uden at sige noget. Han legede bare. Pludselig farede en af de andre pædagoger op, hun havde fået øje på en stor edderkop på gulvet. Hun slog ud efter den men ramte ikke, jeg nåede at fange den i et glas uden den kom noget til. De andre pædagoger syntes den var klam og jeg fik besked på at gå ud med den. Jeg tog chancen og spurgte Søren om han ville gå med mig ud, til min store overraskelse sagde han ja, hvis jeg må holde den.

Han fik glasset i hånden og vi gik ud. Da vi kom ud sagde han; se den er brun med sorte pletter og den har otte ben´, ja, og så kan den lave spindelvæv, svarede jeg. Han kiggede på mig med sammenknebene øjenbryn, hvad bruger den det til? spurgte han. Jeg svarede at det var til at fange mad med, insekter og sådan. Han slap den fri ude på græsset og vi gik ind med hinanden i hånden uden at sige noget. Søren gik tilbage til sin leg og sagde ikke mere.

Dagen efter på legepladsen fandt jeg en sort fjer som jeg tog med hen til Søren, jeg satte mig tæt ved ham, men sagde ingen ting, kildede min håndflade med den og gjorde den synlig for ham, han så den godt og kiggede.  Det er en fjer, sagde han, men ved du hvad for en fugl den er fra spurgte jeg? Nej det viste han ikke. Det er fra en solsort svarede jeg og pegede op på en der sad i et træ. Man kunne nemt både se og hører den så han fik hurtigt øje på den. Er den fra sådan en solsort spurgte han?  ja svarede jeg og strøg fjeren over hans kind og hånd, og pludselig satte han sig ved siden af mig og tog fjeren i hånden. Vi sad lidt uden at sige noget, vi kunne hører solsorten fløjte. Det lyder flot sagde han. Da solsorten fløj rejste Søren sig, igen gav mig fjeren og gik igen hen og legede med sig selv.

Da faderen kom og afleverede Søren morgenen efter, fortalte han at Søren havde nævnt mit navn lige kort, at jeg var en ny voksen. Faderen sagde også at Søren næsten aldrig fortalte om vuggestuen, men jeg måtte alligevel have gjort et indtryk på ham, siden han nævnte mig derhjemme.

Livsfortælling

Når kommunikationen ikke er der.

Det er en dejlig morgen, alle er glade og veludhvilet. Fuglene synger mens jeg og sønnike triller i børnehave, drengen fræser derud ad på sin løbecykel, mens jeg prøver og indhente ham og er nervøs for om han snart vælter, fordi det går for stærk ned ad bakken. Sønnike har nu gået i børnehave i 3 måneder, han er rigtig glad når jeg aflevere ham. Når han er glad er jeg også glad og vi får begge to en dejlig dag.
Senere samme dag henter jeg ham igen, jeg snakker med pædagogerne om hvordan hans dag har været, hvor det sædvanlige svar er "Han har haft en god dag", jeg og søn tager hjem og har en hyggelig eftermiddag.
Under aftensmaden, sker der noget.
Sønnen begynder og græde, jeg ved ikke hvad der sker og spørger, hvad der er galt. Han fortæller, at en anden dreng fra børnehaven har slået ham tidligere på dagen. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal reagere, da jeg intet har hørt fra pædagogerne om episoden, jeg trøster min søn og lover at jeg dagen efter vil tage en snak med pædagogen. Dagen efter tog jeg og søn i børnehaven, lidt nedtrykte og ikke med ligeså stor begejstring, som dagen før. Da vi kommer ind i børnehaven er der allerede gang i den, jeg spørger en pædagog om jeg lige må snakke med hende så de går lige ind i et andet rum. Jeg fortæller at min dreng kom hjem igår og fortalte han var ked af og være i børnehave og at han var meget ked af det fordi en anden dreng havde været efter ham dagen før. Jeg vidste tilfældigvis navnet på den anden dreng, fordi min egen dreng havde fortalt hvem det var. Pædagogen indrømmer at der havde været en episode, men at de havde set det og var opmærksom på den anden drengs voldelig adfærd, da han er den eneste dreng der ikke må være alene med andre  børn uden opsyn. Jeg pointere at jeg for eftertiden gerne vil have af vide af pædagogerne selv, hvis der opstår en sådan episode igen, pædagogen beklager meget.
Igennem ugens løb, er den voldelige dreng efter min dreng hver dag, pædagogerne er gode til  at informere mig om det, men pædagogerne gør ikke mere ved det. Hver dag når jeg henter sønnen er han ked af det og vil nærmest så hurtig som muligt hjem og langt væk fra børnehaven. Det er en kamp hver morgen og komme afsted og ned i børnehaven, min søn råber efter mig og vrider sig i pædagogernes arme, mens jeg bliver nød til og gå. Da  det har stået på længe nok hiver jeg fat i pædagogerne igen, for NU skal der gøres noget, jeg har overvejet og finde en anden børnehave, men jeg ved også godt at sådan episoder kan foregå i alle institutioner, men jeg føler sig mest magtesløs fordi jeg ikke får hjælp af pædagogerne. Jeg spørger om drengens forældre ved noget om hans adfærd, pædagogen fortæller at det ikke vil nytte noget og snakke med hans forældre, da de ikke involvere sig i hvad han laver. Om fredagen da jeg henter min søn, spørger jeg hvordan dagen er gået og om der har været noget mellem sønnen og den voldelige dreng, pædagogen siger "det er gået godt, det er gået ud over et andet barn idag". Indimellem er der stadig episoder mellem de to drenge, men det er ikke så tit mere.