Emil - Diagnosebarn i folkeskolen

Normalt var der ikke noget i vejen med skolen. Der havde altid været nogle enkelte minusser ved det at gå i en normal skole med diagnoser, der per automatik burde havde udløst en plads på en specialskole. Undervejs i hans skolegang, havde Emil flyttet skole 2 gange. Den første gang var der ikke så meget i vejen, idet man hurtigt fandt frem til en fagligt dygtig, støttepædagog. Det geniale ved lige netop denne pædagog, var det faktum at hun ikke alene var til stede i skoletiden, men også om eftermiddagen, i kraft af at hun var ansat på det lokale fritidshjem. Det hele var faktisk så godt som det overhovedet kunne bliver, på baggrund af de vilkår som Emil nu engang var underlagt.

Problemet opstod faktisk først i det øjeblik at det blev klart for Emil at han nu skulle flytte igen. Som sådan var der ikke noget galt med at flytte. Der var selvfølgelig tabet af venner, bekendte og så videre. Nej problemet i den specifikke flytning var skolen, hvorpå Emil skulle begynde kort tid efter. Skoleskiftet fandt nemlig sted i slutningen af folkeskolen, dvs. 6. - 7. klasse. Dette betød at de andre elever i klassen, havde dannet tætte relationer hinanden imellem. Relationer der kunne være svære at bryde eller omforme. Det gjorde det bestemt ikke nemmere at Emil havde sit at slås med. Det tog ham noget tid at falde til på den nye skole, i den nye klasse, men det var ikke det der var hans største problem. Ligesom på den tidligere skole havde man valgt at tildele Emil, en støttepædagog. Men personen skulle vise sig at være det helt forkerte valg. Som støttepædagog er det vigtigt at man varetager barnets interesse på baggrund af samtale med dette samt forældrene. Dette blev dog ikke til nogen realitet, idet Emils far, efter nogle år uden den store kontakt til Emil, havde valgt at han gerne ville genskabe kontakten. Herfra gik det ellers ned ad bakke. Det viste sig nemlig at de diagnoser som Emil havde, var arvelige og eftersom moderen ikke havde nogle symptomer på det, så måtte det jo stamme fra faderen. Og dette var ikke ligefrem noget der faldt i god jord, hos faderen. Men på trods af dette faktum kunne det der nu skulle ske, sagtens have været undgået. I en situation som den der nu er blevet beskrevet, er det vigtigt at en pædagog skal kunne holde hovedet koldt, og ikke tage nogens parti, men forblive en neutral brik i puslespillet, hvilket ikke var tilfældet med denne pædagog. For det første brød han tavshedspligten ved at forklare faderen, hvad moderen havde sagt og omvendt. Desuden tog han langsomt, men sikkert, et standpunkt på faderens side, og blev en modstander, for så vidt moderen som Emil. Hver eneste gang faderen benægtede noget, fordi han ikke ville indse at han selv havde nogle ’fejl’, så blev det videregivet til moderen med henblik på at skade denne (og barnet), hvor det i stedet skulle have været konfidentielt og være forblevet mellem faderen og pædagogen.

                            

 I dagligdagen blev Emil ofte irriteret af elever fra de andre klassetrin (oftest de yngre) og dette endte som regel altid i et fysisk sammenstød i form af et slagsmål.  Eleverne vidste godt at Emil ikke kunne håndtere situationen på en ordenligt måde på grund af hans diagnoser, men dette forhindrede ikke eleverne i at fortsætte deres drilleri. Normalt ville en støttepædagog gribe ind og hjælpe Emil, men igen i dette tilfælde, som følge af de udtalelser der forinden (og løbende) kom fra Emils far, så valgte pædagogen i stedet at agere til fordel for de elever der havde startet slagsmålet. På grund af dette mistede Emil tilliden til en af de personer han var allermest afhængig af. Dette svigt førte til at Emil ikke længere var i tvivl om hvad der skulle ske fremover.