Muhammed

- ”Muhammed!” råbte en af pædagogerne. ”hvis du vil vinde en månedstitel må du tænke på hvordan du opfører dig, og dæmpe dig lidt”.

Muhammed vendte sig trodsigt rundt og svarede at det ikke var ham der startede. Men det var pædagogen ligeglad med. Han bad dem om at være stille imens der var samling. Muhammed blev nu stille og i nogen tid var der ikke noget at pege fingre ad. Men pludselig råbte Muhammed:

Fritidshjemmet kørte et månedsprojekt, hvor man, hvis man havde fortjent det, kunne få tildelt en månedstitel, alt efter opførelse. Der var sat en trone frem på et plateau, som børnene ikke måtte røre eller lege på, da den var en del af sejren. Børnene på fritidshjemmet var opsatte på at få en sådan titel og sidde på tronen og gik derfor meget op i hvordan de selv og andre opførte sig.

- ”La’ så vær’ Søren!”

Pædagogen blev en smule forskrækket men fik hurtigt situationen under kontrol igen, ved at bede Muhammed om at gå udenfor stuen og tænke over hans opførelse. Muhammed rejste sig og gik surmulende ud til garderoben, hvor han satte sig med armene over kors. Han stirrede ned på gulvet imens han forsøgte at finde ud af hvorfor det hele skulle gå ud over ham, når det ikke var ham der havde startet. Det var ligesom om hele verdenen var efter ham. Derhjemme havde far også råbt ad Muhammed, fordi ham og hans søskende havde larmet om morgenen. Der gik fem minutter før pædagogen kiggede ud af døren til Muhammed. Han sagde at hvis Muhammed var blevet god, så måtte han gerne komme ind på stuen igen. Muhammed, der stadig var lidt sur over at have fået skylden for at larme, sagde undskyld for hans opførelse og gik med faste skridt forbi pædagogen og ind på stuen igen.  

Resten af dagen forløb uden nogen konflikter mellem Muhammed og de andre og han havde det egentlig fint indtil om eftermiddagen, hvor en pædagog kom ind på stuen. Han kiggede hen på Muhammed og sagde:

- ”Muhammed? Din søster er her.”

Muhammed var ikke helt vild med idéen om at skulle hjem allerede, fordi han jo lige havde startet en rigtig god leg, men fulgte alligevel med pædagogen ud i garderoben. Og ganske rigtigt, der stod hans storesøster. Hun så ikke ligefrem glad ud, men Muhammed tænkte ikke så meget over det, og valgte i stedet at gå direkte hen og tage sin jakke på. Han sagde farvel til de andre børn samt pædagogerne og gik dernæst, med søsteren i hånden, udenfor. På vejen hjem, var Muhammed stadig fanget i legen fra fritidshjemmet, men han blev konstant afbrudt af søsteren, der vredt, vrissede ad ham, uanset hvad han gjorde. Dette gjorde Muhammed ked af det, men han ville ikke vise denne følelse overfor hans søster, når hun var i dét humør. I stedet skjulte han den ved at drille storesøsteren og hele tiden gøre det modsatte af hvad hun bad ham om.

Muhammed fandt ud af hvorfor storesøsteren var så sur over at skulle hente ham, senere på aftenen, da han hørte hende snakke med nogen i telefonen, kunne han forstå at det var noget med en shoppe tur, der blev aflyst, fordi bedstemoderen i hjemmet var blevet syg så moderen måtte blive hjemme og søsteren måtte derfor hente Muhammed.

Næste dag, var det hans mor der skulle komme og hente ham. Han var igen i gang med en sjov leg, der involverede nogle biler og en stor dinosaur, og så slet ikke moderen der kom ind på stuen, før at hun stod over ham. Han kiggede overrasket op og så at det var hans mor, men han kunne ikke finde ud af om hun var glad eller sur. Hun sagde i en bestemt tone:

- ”Muhammed. Pak dine ting sammen og skynd dig lidt vi skal hjem til bedste! Vi har ikke tid til at stå og glo.”

Sammen gik de ud i garderoben, hvor den samme gamle farvel-rutine blev gennemført. Dernæst gik de hjemad, men det var som om moderen havde glemt at hun havde Muhammed med, for hun gik meget stærkt. Faktisk så gik det, på et tidspunkt, så hurtigt at Muhammed blev nødt til at småløbe for at kunne følge hendes tempo.

Om lørdagen vågede Muhammed ved at der kom nogle underlige lyde ude fra gangen. Han rejste sig og gik ud for at se hvad det mon kunne være. Ude i gangen stod hans storebror i færd med at tage tøj på. Da han fik øje på Muhammed stoppede han og Muhammed spurgte:

- ”Hvad skal du?”

Storebroderen sukkede og forklarede så at han skulle mødes med nogle af hans venner. Muhammed tav men spurgte så kort efter, om han ikke måtte komme med. Broderen så lidt betænksom ud, men valgte alligevel at give Muhammed lov til at komme med.

De gik nu ud på gaden og ned imod bussen. Den førte dem ind til busstationen hvor de blev mødt af en gruppe drenge, der alle så ud til at være på storebroderens alder. De kiggede undrende på Muhammed, og spurgte så hans bror, som svarede at han ikke havde mulighed for at sige nej til Muhammed af frygt for hvad han ville sige til deres forældre. Den højeste i gruppen kiggede på Muhammeds bror og svarede:

- ”Nu hvor han har set os, kan han jo ligeså godt blive en del af banden”

Broderen var ikke helt vild med idéen, men måtte alligevel gå med til at give Muhammed en chance. En af drengene tog fat i Muhammeds skulder og pegede imod en kiosk. Han forklarede at Muhammed skulle gå derhen og stjæle noget, og så ville han få lov til at være med i gruppen. Muhammed nikkede og gik alene , hen imod butikken. Da han kom indenfor, gik han direkte ned bagerst i butikken. Han tog en lille pose med slik ned fra en af hylderne og stoppede den i lommen. En pose blev hurtigt til flere. Han stoppede op og så sig over skulderen, det var som om noget holdte øje med ham. Han vendte sig hurtigt rundt og for enden af gangen, stod en ældre herre, med hævede øjenbryn, og kiggede Muhammed i øjnene. Muhammed fik en klump i halsen. Hvad havde han gang i, han kom i tanke om projektet i Fritteren? Det gik op for ham at det var forkert. Sådan ville han ikke være, så han gik op til disken og kiggede på ekspedienten og tømte lommerne. Ekspedienten kiggede undrende på Muhammed, og da Muhammed var færdig med at fiske tingene op af lommerne, undskyldte han. Ekspedienten spurgte:

- ”Hvorfor undskylder du?”

Muhammed svarede:

- ”Jeg skulle stjæle det så jeg kunne komme med i min storebrors bande.”

Ekspedienten kiggede overrasket på Muhammed, der ikke længere kunne holde tårerne tilbage, og svarede:

- ”Jeg er glad for at du besluttede dig for ikke at gøre det, at stjæle er en grim ting at gøre”

Efter at have trøstet Muhammed, fulgte ekspedienten ham ud af butikken. Udenfor stod de andre drenge og ventede spændt på Muhammed. Da de så at han havde grædt, begyndte nogle af dem at grine, og hans storebror tog fat i armen på ham og slæbte ham hen til bussen hvorefter de tog hjem.

Resten af weekenden, snakkede storebroderen ikke med Muhammed.

Om mandagen er Muhammed stadig ked af det med storebroderen og hans venner. Pædagogen ser Muhammed er lidt trist, trækker ham til side og spørger hvad der er galt. Muhammed svarer:

- ”Jeg var lige ved at gøre noget dumt i weekenden. Og nu er min bror sur på mig”

Til det svarer pædagogen:

- ”Vi gør alle sammen nogle dumme ting en gang i mellem. Det skal du ikke lade dig slå ud af. Din bror bliver helt sikket god igen, og du har lært noget om dig selv.”

Lidt senere samme dag, går Muhammed og nogle af hans venner ned på en nærliggende legeplads. Da de kommer derned finder de hurtigt ud af at der er et slagsmål i gang, oppe på den store rampe. Da de kommer nærmere kan Muhammed genkende den største af drengene. Det er én af dem som var i Muhammeds storebrors bande. Muhammed kigger rundt, han får øje på en voksen og ser en mulighed for at gribe ind. Han sender et kort blik imod hans venner, hvorefter han råber til drengene:

- ”Hey! Lad de små være i fred, i skiderikker!”

Han løber alt hvad han overhovedet kan hen og får fat i den voksne. Han spørger Muhammed hvad der er galt, og Muhammed peger op imod ramperne.

Den voksne kan nu også godt se at der er noget galt deroppe og skynder sig derfor indenfor, for at hente en anden voksen. Sammen går de alle tre op til rampen for at konfrontere drengene. De får hurtigt fundet ud af hvem der er ’lederen’ og får stoppet slagsmålet. De får alle at vide at de ikke længere må vise sig på stedet. Da støvet har lagt sig og alt er faldet til ro igen, kommer den ene voksen hen til Muhammed. Han giver ham et venligt klap på skulderen og siger:

- ”Godt gået Muhammed. Det er rart at vi har sådan nogle modige drenge som dig, til at hjælpe os!”

Et smil bredte sig på Muhammeds læber imens han blev hyldet hele vejen ned til skurvognen.

Nogen dage efter episoden på legepladsen, gik rygterne stærkt om den modige Muhammed. Da han kom i fritidshjemmet igen havde pædagogerne også hørt om det slagsmål han havde stoppet. Pædagogen kommer over til Muhammed og siger:

- “Muhammed, jeg har hørt hvordan du taklede de store bøller på legepladsen den anden dag, hvor var det sejt gjort”

Muhammed strålede af stolthed igen og sagde:

- “Mange tak.”

Da kåringen af månedstitlen skulle gives, som den ”bedste kammerat”, besluttede pædagogerne at Muhammed skulle han havde den. Han fik nu love til at sidde på tronen og nyde hans sejer som en sand vinder. Han havde virkelig udviklet sig og var blevet en anden dreng der pludselig hjalp andre og ikke bare hoppede med på vognen om at drille de andre. Han turde nu og sige bøllerne imod og han var sig selv, han var ikke bange af sig og vidste nu at han altid kunne komme til en voksen og få opbakning.