Livsfortælling

Når kommunikationen ikke er der.

Det er en dejlig morgen, alle er glade og veludhvilet. Fuglene synger mens jeg og sønnike triller i børnehave, drengen fræser derud ad på sin løbecykel, mens jeg prøver og indhente ham og er nervøs for om han snart vælter, fordi det går for stærk ned ad bakken. Sønnike har nu gået i børnehave i 3 måneder, han er rigtig glad når jeg aflevere ham. Når han er glad er jeg også glad og vi får begge to en dejlig dag.
Senere samme dag henter jeg ham igen, jeg snakker med pædagogerne om hvordan hans dag har været, hvor det sædvanlige svar er "Han har haft en god dag", jeg og søn tager hjem og har en hyggelig eftermiddag.
Under aftensmaden, sker der noget.
Sønnen begynder og græde, jeg ved ikke hvad der sker og spørger, hvad der er galt. Han fortæller, at en anden dreng fra børnehaven har slået ham tidligere på dagen. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal reagere, da jeg intet har hørt fra pædagogerne om episoden, jeg trøster min søn og lover at jeg dagen efter vil tage en snak med pædagogen. Dagen efter tog jeg og søn i børnehaven, lidt nedtrykte og ikke med ligeså stor begejstring, som dagen før. Da vi kommer ind i børnehaven er der allerede gang i den, jeg spørger en pædagog om jeg lige må snakke med hende så de går lige ind i et andet rum. Jeg fortæller at min dreng kom hjem igår og fortalte han var ked af og være i børnehave og at han var meget ked af det fordi en anden dreng havde været efter ham dagen før. Jeg vidste tilfældigvis navnet på den anden dreng, fordi min egen dreng havde fortalt hvem det var. Pædagogen indrømmer at der havde været en episode, men at de havde set det og var opmærksom på den anden drengs voldelig adfærd, da han er den eneste dreng der ikke må være alene med andre  børn uden opsyn. Jeg pointere at jeg for eftertiden gerne vil have af vide af pædagogerne selv, hvis der opstår en sådan episode igen, pædagogen beklager meget.
Igennem ugens løb, er den voldelige dreng efter min dreng hver dag, pædagogerne er gode til  at informere mig om det, men pædagogerne gør ikke mere ved det. Hver dag når jeg henter sønnen er han ked af det og vil nærmest så hurtig som muligt hjem og langt væk fra børnehaven. Det er en kamp hver morgen og komme afsted og ned i børnehaven, min søn råber efter mig og vrider sig i pædagogernes arme, mens jeg bliver nød til og gå. Da  det har stået på længe nok hiver jeg fat i pædagogerne igen, for NU skal der gøres noget, jeg har overvejet og finde en anden børnehave, men jeg ved også godt at sådan episoder kan foregå i alle institutioner, men jeg føler sig mest magtesløs fordi jeg ikke får hjælp af pædagogerne. Jeg spørger om drengens forældre ved noget om hans adfærd, pædagogen fortæller at det ikke vil nytte noget og snakke med hans forældre, da de ikke involvere sig i hvad han laver. Om fredagen da jeg henter min søn, spørger jeg hvordan dagen er gået og om der har været noget mellem sønnen og den voldelige dreng, pædagogen siger "det er gået godt, det er gået ud over et andet barn idag". Indimellem er der stadig episoder mellem de to drenge, men det er ikke så tit mere.