Vikariat i en vuggestue

De andre pædagoger sagde at han var en stille dreng og han legede helst for sig selv. Jeg observerede ham i et par dage og lagde mærke til at han ofte midt i sin leg vendte sig mod en voksen og det så ud som om han ville sige noget, men tav, og vendte tilbage til sin leg alene. En dag satte jeg mig tæt ved siden af ham, uden at sige noget, sad bare og kiggede på det han havde i hånden. Jeg kunne se han reagerede på min tilstedeværelse, men han sagde ingen ting. Dagen efter satte jeg mig igen ned til ham igen, men igen uden at sige noget. Han legede bare. Pludselig farede en af de andre pædagoger op, hun havde fået øje på en stor edderkop på gulvet. Hun slog ud efter den men ramte ikke, jeg nåede at fange den i et glas uden den kom noget til. De andre pædagoger syntes den var klam og jeg fik besked på at gå ud med den. Jeg tog chancen og spurgte Søren om han ville gå med mig ud, til min store overraskelse sagde han ja, hvis jeg må holde den.

Han fik glasset i hånden og vi gik ud. Da vi kom ud sagde han; se den er brun med sorte pletter og den har otte ben´, ja, og så kan den lave spindelvæv, svarede jeg. Han kiggede på mig med sammenknebene øjenbryn, hvad bruger den det til? spurgte han. Jeg svarede at det var til at fange mad med, insekter og sådan. Han slap den fri ude på græsset og vi gik ind med hinanden i hånden uden at sige noget. Søren gik tilbage til sin leg og sagde ikke mere.

Dagen efter på legepladsen fandt jeg en sort fjer som jeg tog med hen til Søren, jeg satte mig tæt ved ham, men sagde ingen ting, kildede min håndflade med den og gjorde den synlig for ham, han så den godt og kiggede.  Det er en fjer, sagde han, men ved du hvad for en fugl den er fra spurgte jeg? Nej det viste han ikke. Det er fra en solsort svarede jeg og pegede op på en der sad i et træ. Man kunne nemt både se og hører den så han fik hurtigt øje på den. Er den fra sådan en solsort spurgte han?  ja svarede jeg og strøg fjeren over hans kind og hånd, og pludselig satte han sig ved siden af mig og tog fjeren i hånden. Vi sad lidt uden at sige noget, vi kunne hører solsorten fløjte. Det lyder flot sagde han. Da solsorten fløj rejste Søren sig, igen gav mig fjeren og gik igen hen og legede med sig selv.

Da faderen kom og afleverede Søren morgenen efter, fortalte han at Søren havde nævnt mit navn lige kort, at jeg var en ny voksen. Faderen sagde også at Søren næsten aldrig fortalte om vuggestuen, men jeg måtte alligevel have gjort et indtryk på ham, siden han nævnte mig derhjemme.

Livsfortælling

Når kommunikationen ikke er der.

Det er en dejlig morgen, alle er glade og veludhvilet. Fuglene synger mens jeg og sønnike triller i børnehave, drengen fræser derud ad på sin løbecykel, mens jeg prøver og indhente ham og er nervøs for om han snart vælter, fordi det går for stærk ned ad bakken. Sønnike har nu gået i børnehave i 3 måneder, han er rigtig glad når jeg aflevere ham. Når han er glad er jeg også glad og vi får begge to en dejlig dag.
Senere samme dag henter jeg ham igen, jeg snakker med pædagogerne om hvordan hans dag har været, hvor det sædvanlige svar er "Han har haft en god dag", jeg og søn tager hjem og har en hyggelig eftermiddag.
Under aftensmaden, sker der noget.
Sønnen begynder og græde, jeg ved ikke hvad der sker og spørger, hvad der er galt. Han fortæller, at en anden dreng fra børnehaven har slået ham tidligere på dagen. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal reagere, da jeg intet har hørt fra pædagogerne om episoden, jeg trøster min søn og lover at jeg dagen efter vil tage en snak med pædagogen. Dagen efter tog jeg og søn i børnehaven, lidt nedtrykte og ikke med ligeså stor begejstring, som dagen før. Da vi kommer ind i børnehaven er der allerede gang i den, jeg spørger en pædagog om jeg lige må snakke med hende så de går lige ind i et andet rum. Jeg fortæller at min dreng kom hjem igår og fortalte han var ked af og være i børnehave og at han var meget ked af det fordi en anden dreng havde været efter ham dagen før. Jeg vidste tilfældigvis navnet på den anden dreng, fordi min egen dreng havde fortalt hvem det var. Pædagogen indrømmer at der havde været en episode, men at de havde set det og var opmærksom på den anden drengs voldelig adfærd, da han er den eneste dreng der ikke må være alene med andre  børn uden opsyn. Jeg pointere at jeg for eftertiden gerne vil have af vide af pædagogerne selv, hvis der opstår en sådan episode igen, pædagogen beklager meget.
Igennem ugens løb, er den voldelige dreng efter min dreng hver dag, pædagogerne er gode til  at informere mig om det, men pædagogerne gør ikke mere ved det. Hver dag når jeg henter sønnen er han ked af det og vil nærmest så hurtig som muligt hjem og langt væk fra børnehaven. Det er en kamp hver morgen og komme afsted og ned i børnehaven, min søn råber efter mig og vrider sig i pædagogernes arme, mens jeg bliver nød til og gå. Da  det har stået på længe nok hiver jeg fat i pædagogerne igen, for NU skal der gøres noget, jeg har overvejet og finde en anden børnehave, men jeg ved også godt at sådan episoder kan foregå i alle institutioner, men jeg føler sig mest magtesløs fordi jeg ikke får hjælp af pædagogerne. Jeg spørger om drengens forældre ved noget om hans adfærd, pædagogen fortæller at det ikke vil nytte noget og snakke med hans forældre, da de ikke involvere sig i hvad han laver. Om fredagen da jeg henter min søn, spørger jeg hvordan dagen er gået og om der har været noget mellem sønnen og den voldelige dreng, pædagogen siger "det er gået godt, det er gået ud over et andet barn idag". Indimellem er der stadig episoder mellem de to drenge, men det er ikke så tit mere.

Velkommen til Via Leg.
Vi er 4 pædagog studerende fra VIA University i Randers. Som har fået til opgave at lave en blog i forbindelse med vores 1 semesters opgave.
Vi kommer til at skrive om vores hverdag på skolen og senere om vores praktik og besøg i institutioner.
Det vil helt sikkert blive spændende at følge med her. Så hold øje med vores blog.